Inflammatoriske gigtsygdomme

Immun-inflammatoriske gigt- og bindevævssygdomme kendetegnes ved, at mange af symptomerne skyldes inflammation, dvs. en betændelsesreaktion uden bakterier. Sygdommene er autoimmune, hvilket betyder, at immunsystemet ved en fejl angriber kroppen selv.

Der findes mange forskellige inflammatoriske gigt- og bindevævssygdomme. Eksempler er leddegigt, psoriasisgigt, rygsøjlegigt, muskelgigt, kæmpecellearteritis, Sjögrens syndrom og systemisk lupus (SLE). 

Hvis dine symptomer skyldes en immun-inflammatorisk gigtsygdom, vil der ofte være effektive behandlinger. Autoimmune sygdomme kan holdes i ro med immundæmpende gigtmidler som f.eks. methotrexat.

Men sygdommene kan normalt ikke helbredes, så behandlingen skal fortsætte, så længe sygdommen varer.